 1915 - 2010 (94 år)
-
| Navn |
Ejnar Kristensen |
| Præfiks |
* |
| Fødsel |
15 dec. 1915 |
Nørre Romby, Rom sogn  [1] |
| Dåb |
9 jan. 1916 |
Rom kirke |
| Køn |
Mand |
| Død |
1 jun. 2010 |
Haderslev - Gl. Haderslev, Haderslev, Danmark |
| Begravelse |
5 jun. 2010 |
Gl. Haderslev Kirkegård |
| Person-ID |
I484 |
Slægterne Brink og Olesen |
| Sidst ændret |
8 nov. 2024 |
| Familie |
* Kristiane Jørgensen, f. 16 maj 1918, Vigerslev - Store Morud, Skovby, Odense, Danmark d. 5 feb. 2015, Haderslev - Gl. Haderslev, Haderslev, Danmark (Alder 96 år) |
| Ægteskab |
15 nov. 1941 |
Ørsted - Ørsted kirke, Baag, Odense, Danmark |
| Børn |
|
| Familie-ID |
F151 |
Gruppeskema | Familietavle |
| Sidst ændret |
26 feb. 2024 |
-
-
| Notater |
- Ejnar er født i Rom sogn den 15. december 1915. Det var kraftigt snevejr den dag, og Niels (Agnes' senere mand), der var karl på gården, måtte hente jordemoderen i kane.
Jeg (Vibeke, hans datter), ved ikke så meget om hans barn- og ungdom, men jeg mener, at han halvejs blev opdraget hos en nabofamilie i 12-års alderen p.g.a. familiens flytning.
Han havde i sin ungdom hørt, at pigerne på Fyn skulle være så kønne, så han fik stilling som karl på Skrillinge gård nær Middelfart som 18-årig. Herfra blev han indkaldt som soldat og startede sin militære karriere som rekrut den 11. maj 1936.
Ejnar er i dag pensionist, han er stadig frisk som en ung mand og går meget op i sin have, sin svømning, børn og de tre børnebørn.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at han og hans kammerater under tjenesten på Cypern fik et så godt venskab, at det stadig holder ved. De mødes en gang om året til en fest, som de skiftes til at holde. Sine Cypern-venner er noget af det bedste, Ejnar har, og han har kontakt med dem, så tit det kan lade sig gøre.
- Klip fra bogen ”Hjemmehæren ” af Anders Bjørnvad
Hovedtræk af det illegale arbejde på Sjælland og Lolland-Falster under den tyske besættelse 1940-1945
Militær cheffor styrkerne i Horns Herred blev officiant Ejnar Kristensen. Han havde været tjenestegørende i Jægersprislejren og var indtil sommeren 1944 tilknyttet en militær ventegruppe, men fik så besked om at indtræde i den lokale modstandsbevægelse. Derpå fik han på forskellig vis kontakt med kaptajn A. D. Jensen, Marboe og Knud Olsen. Kort før razziaen i Frederikssund var Knud Olsen og Ejnar Kristensen i købstaden, hvor Kristensen gav våbeninstruktion bl.a. i overværelse af Filtenborg.
- Særligt om modstandsbevægelsen i Jægerspris og omegn fra efteråret 44 til maj 45.
Indtil sommeren 44 var jeg tilknyttet de såkaldte militære ventegrupper, men fik så besked på at indtræde i den lokale modstandsbevægelse. Jeg fik overdraget hvervet som leder af 5. KMP af Kulsvierbataljonen (Hornsherred).
Kort tid efter at være indtrådt i modstandsbevægelsen i Jægerspris blev jeg kontaktet af Knud Olsen (vi kom privat sammen med familien) om jeg kunne instruere i våbenbrug i Frederikssund. Vi kørte derover sammen. Her var bl.a. Filtenborg med, og umiddelbart efter blev en gruppe i Frederikssund taget, heraf flere der havde været til våbeninstruktion, så jeg forduftede i nogle dage. Min kone udspredte hurtigt det rygte, at jeg var i Jylland, da min mor var syg. I virkeligheden var jeg ved min svigermor på Fyn.
Jeg var bl.a. leder af bevogtningen på nedkastningsstedet. Vi skulle være kørt derud i to biler, men den ene ville ikke starte, så alle ca. 20 mand blev læsset på samme lastbil. Et par måtte ligge på forskærmene for at alle kunne være med. Det gav også problemer med transport af det nedkastede, når vi kun havde en vogn, så vi måtte køre flere gange. Vi nåede det dog, selvom solen stod et godt stykke over horisonten, inden vi var hjemme.
Nytårsnat ville vi sprænge støjsenderen i Vipperød i luften, vi regnede med at vagten ikke var særlig vågen på det tidspunkt, og det viste sig at holde stik. Vi skulle mødes i Vipperød by, og startede fra Jægerspris i personvogn. Da vi passerede Værnedamskroen (hvor tyskerne havde en vagtstyrke, var der vagt ved kroen. Vi talte om, at vi nok blev nødt til at skyde os igennem på tilbagevejen.
Ved ankomsten til Vipperød traf vi som aftalt de andre fra bl.a. Holbæk. Efter en kort rådslagning blev det besluttet at angribe kl. 2400. Hele området var indhegnet med pigtråd, men til alt held var en låge åben. To mand skulle op i vagttårnet, så der ikke blev slået alarm. De skulle spille berusede. En anden gruppe på 3-4 mand skulle trænge ind i selve barakken. Jeg blev med resten af styrken ude for at sikre mod patruljer, forstærkninger m.m. Vi bevægede os forsigtigt frem mod støjsenderen, men dog ikke mere end vi kunne ses. Våbnene var naturligvis skjult under tøjet.
Alt forløb roligt bortset fra ved tårnet, for pludseligt gik vagten amok da han opdagede, at det ikke var fulderikker, der ville tale med ham. En afsikret håndgranat, der skulle være anvendt til at ødelægge tårnet, hvis det ikke lykkedes at overmande vagten, blev tabt på gulvet, men en af vores snuppede granaten og kastede den udenfor, hvor den sprang før den ramte jorden.
Gruppen, der trængte ind i barakken, overraskede tyskerne, så de ingen mulighed havde for at få fat i deres våben. De 3-5 tyskere og et par danske piger havde netop skålet nytår, og efter antallet af flasker at dømme, var det ikke den første skål. Da det ikke var slået alarm, kunne vi tage den med ro. Sprængstoffet blev anbragt ved tårnet og i barakken, nogle samlede diverse ting som radio, våben m.v. sammen, og anbragte det på en lille ladvogn, vi havde med. Da vi næsten var klar til at sprænge, blev alle undtagen Jægerspris-gruppen send afsted, så de kunne være i Holbæk inden ”braget”. Ligeledes blev ladvognen sendt i forvejen, men de skulle tage den med ro, så vi kunne følges forbi Værnedamskroen. Benzin m.v. blev hældt ud i barakken. Tyskerne og de to piger var blevet holdt under skarp bevogtning, og blev sendt afsted over markerne modsat den vej vi skulle med besked om at fortsætte fremad og at barakken ville blive sprængt om få minutter.
Derefter blev lunten tændt, og nu var det om at komme væk. Da vi var nået halvvejs til kroen, lød et brag, og en stor ildsøjle kunne ses. Nu gjald det om at komme forbi kroen, og kort tid efter nåede vi ladvognen. Vi forberedte os på at skyde os igennem. Vinduerne blev rullet ned og maskinpistoler og håndgranater blev gjort klar, men af en eller anden grund var der ingen at se, end ikke vagten foran kroen var på plads. Kort efter vi var svinget til venstre mod Jægerspris, skiltes de to køretøjer. Ladvognen med indhold til sommerhusområdet, hvor alt midlertidigt blev opbevaret, vi andre fortsatte til Jægerspris og nåede hjem i god behold. Endnu en vel udført gerning uden tab af menneskeliv.
Allerede 5. maj oprettede vi vagt i Jægersprislejren, og soldaterhjemmet umiddelbart udenfor vagtbygningen blev indrettet til opholdslokale for vores gutter. Mange af Jægerspris´ kvinder mødte op med kost og spand, og hele området blev renset for utøj m.v.
Det varede ikke mange dage, før de russiske flygtninge ankom, en overgang var der 3.000 i alt. Vi havde en fast vagt- og beredskabsstyrke på 30 mand, og efterhånden var det ikke alle der kunne afse hele døgnet til denne tjeneste, så derfor var vi nødt til at tage enkelte andre ind, men kun hvis de ”gamle” sagde godt for dem.
Jeg blev som vagtchef i Jægersprislejren indtil 20. august 1945, hvor jeg skulle møde ved hæren.
Ejnar Kristensen
APR 1998
|
-
| Kilder |
- [S83] Kirkebog Vigerslev Xerox kopi.
- [S66] Inge Marie Amstrup.
|
|
|
