 1901 - 1978 (76 år)
-
| Navn |
Anders Hansen Brink |
| Præfiks |
* |
| Fødsel |
8 maj 1901 |
Frischmark, Gram, Haderslev A. DK  |
| Dåb |
16 jun. 1901 |
Gram kirke |
| Køn |
Mand |
| Død |
1 jan. 1978 |
Genner |
| Begravelse |
7 jan. 1978 |
Øster Løgum kirkegaard |
| Person-ID |
I2393 |
Slægterne Brink og Olesen |
| Sidst ændret |
4 apr. 2024 |
| Familie |
* Karen Kirstine Samuelsen, f. 30 apr. 1905, Nørresundby, Langegade 3, Aalborg Amt. d. 12 aug. 1988, Rødekro Plejehjem (Alder 83 år) |
| Ægteskab |
15 maj 1926 |
Vejgaard Aalborg provsti |
| Børn |
| | 1. * Kathrine Magdalene Brink, f. 16 apr. 1927, Stennerup ved Øster Lindet d. 20 jun. 2007, Plejehjemmet i Vojens (Alder 80 år) |
| | 2. Christian Brink, f. 24 feb. 1929, Stenderup ved Øster Lindet, Haderslev amt. d. 2021, Canada (Alder 91 år) |
| + | 3. Niels Peter Brink, f. 11 aug. 1931, Abkjer Vedsted S. Haderslev amt. |
| | 4. Marinus Brink, f. 8 feb. 1933, Skrydstrupmark, skrydstrup, Haderslev amt d. 5 apr. 2009, Calgary Canada (Alder 76 år) |
| | 5. Hans Samuelsen Brink, f. 10 aug. 1934, Skrydstrupmark, skrydstrup, Haderslev amt d. Dato ukendt, USA |
| | 6. Marie Brink, f. 17 apr. 1936, Skrydstrupmark, skrydstrup, Haderslev amt d. 7 sep. 2017, Vojens (Alder 81 år) |
| | 7. Magnus Brink |
|
| Familie-ID |
F737 |
Gruppeskema | Familietavle |
| Sidst ændret |
29 feb. 2024 |
-
-
| Notater |
- Link til handlem af gården i Stenderup. Launborgvej 1, Matrikkel 24
Amtsgericht zu Rødding. Herunder Grundakter. Øster Lindet II 89. Fra side 151 til 168. Sluttende med en kopi af vielseskontrakten.
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=20435083#342806,67982874
Lauenborgvej 2. Ejerliste over gården ved Stenderup.
Laurits Nissen.
Laurits Termansens enke.
Jep Lauesen Termansen, gift med Marie Volters.
Peter Høberg.
Lorenz & Maren Lorensen(f.Christensen)
Anders Hansen Brink, fra Bevtoft.
Peter Theodor Clausen, forpagtet ud til Peter Elneff 1940-48, derefter til Peter Fogh 1948-53.
Karl & Ditte Hansen(Kirstine), de køber 1988 Lauenborgvej 4, sælger bygningerne til Stenderup Projektet (Sønderjyllands amt).
ALJ Leasing, ved Stenderup Maskinforretning, 1998 sælges jord til Helge Jensen (Stenderupgård 1) 6 ha., Poul Schmidt(Terpvej 32) 5 ha.
Karl Hansen Stursbølvej 6, Vojens købte resten.
Ejere af Launborgvej 2 Stenderup og Anders Hansen Brinks pantehæftelser for købet.
Billede 277/362, "Blatt 89", Grundbog (tingbog) Retten i Rødding.
Ejere:
Jeppe Lausen Termansen Skøde 23. november 1880, lyst den 15. august 1885
Peter Søberg Christensen Skøde 5. marts 1912, lyst samme dag.
Lorenz Lorenzen og hustru Maren Lorenzen,
født Christensen, ejere af lige andele Skøde 1, august 1918, lyst den 9. august 1918.
Peter Søberg Christensen Skøde 23. januar 1920, lyst den 27. marts 1920
Niels Christensen: Skøde 20. februar 1924, lyst den 12. marts 1924.
Anders Hansen Brink Skøde 10. april 1926, lyst den 21. april 1926.
Skøde fra Jordfordelingskommissionden til AHB Lyst den 30. maj 1930
på matr. (art.) nr. 79 og 109 (disse blev sammenlagt med matr. Nr. 24 den 22. juni 1940.).
Peter Theodor Clausen Skøde lyst 29. oktober 1930.
Der er ikke anført købesum, undtagen ved sidste ejer, hvor købesummen er kr. 38.000.
16. august 1939: Ekspropriationsforretning ved Landvæsenskommissionen som adkomst for Øster Lindet kommune på 1,83 ha til opførelse af skolebygning, gymnastikhus,
Lærerboliger, anlæg af haver for lærerpersonale, lege- og idrætspladser samt skolehaver…
Hæftelser:
Kr. 25.000, konverteret til kr. 26.300, lån i Sønderjyllands Kreditforening, lyst den 5. marts 1921.
Kr. 9.000 sikkerhedshypotek til Haderslev Bank, lyst den 27. maj 1921.
Kr. 19.000 restkøbesum for gårdejer Niels Christensen, 5% årlig rente, lyst den 21. april 1926
Kr. 4.000 sikkerhedspant til Laanekassen for Sønderjylland i København, lyst den 26. februar 1927.
Kr. 8.000 pantebrev til Christian Hansen Brink, 5% rente, lyst den 30. august 1928.
Kr. 1.000 skadesløsbrev til Laanekassen for Sønderjylland i København, oprykkende pant efter kr. 33.000 til
Sønderjyllands Kreditforening og kr. 9.000 til Sønderjysk Hypotheklaanefond til ekstraordinær rente,
lyst den 25. marts 1930.
Kr. 9.000 pantebrev til Sønderjysk Hypotheklaanefond, oprykkende pant efter kr. 25.000 og kr. 8.000 til
Sønderjyllands Kreditforening, lyst 2…. 1930.
Kr. 1.500 skadesløsbrev til købmand Anders Hansen Fogh, pant efter kr. 25.000 og kr. 8.000 til Sønderj.
Kreditforening, kr. 9.000 til Sønderjysk Hypotheklaanefond, kr. 1000, kr. 4.000, kr. 8.000 til. ???, lyst den 2. juni 1930.
Kr. 8.000, konverteret til kr. 6.700, pantebrev til Sønderjyllands Kreditforening, lyst 24. juni 1930.
- År 1920 (S) Bevtoft. lægdsrulle 145, 7. udskrivningskreds. Tilsyneladende slettet af listen som utjenestedygtig.
https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?bsid=20138#20138,1740285
1921 Landbrugselev på Kærehave Husmandsskole Sorø Amt
Om skolen:
http://wiki.ringstedhistorie.dk/index.php/K%C3%A6rehave_Landbrugs-_og_Husholdningsskole
1925 Karl på en gård ved Arrild, Hvidding, Tønder
Ved FT 1930 boede han på Langdyssevej 6 i Abkjer (Nær Vedsted) Anders og Karen og de to ældste børn Kathrine og Kristian
Link til FT 1940 Fra Skrydstrup (6 børn)
https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=227975#
- Beretning skrevet af min morfar Anders Brink i 1976. (1901-1978)
Hvad jeg husker om første verdenskrig.
Det er sommer, solen skinner og lufte er let og blå. Vi er sidst i juli måned 1914. Kornet modnes og enkelte steder er høsten begyndt. Men det er som om denne dejlige tid ikke kan samle landmandens interesse i år. Hvor man kommer, tales der om kongemord og krig. Skulle det blive alvor? De fleste håber dog endnu at uvejret trækker over, men lørdag den 1 AUG forkynder en rød plakat på posthusets dør at krigen var erklæret. Nu blev der røre! Jeg var i Bevtoft, vores kirkeby, om mandagen efter at dette frygtelige telegram var kommet om lørdagen. Skønt det var sommerens travleste tid, så jeg kun få der arbejdede. De første indkaldelsesordrer var kommet, og overalt stod folk i klynger og talte sammen. En kone kom grædende hen ad gaden, hendes mand skulle sammen med flere fra byen møde i Flensborg næste formiddag. Om aftenen kom en af vore naboer for at sige farvel, jeg husker han trøstede far med at krigen ville være endt inden jul. Han var 3-4 år i forvejen uddannet som artillerist ved de største kanoner og vidste hvilke frygtelige ødelæggelser de kunne udrette. Men han tog fejl, som så mange andre.
Det var de unge stærkeste mænd der var rejst og deres hjælp savnedes hårdt i den travle høsttid. Dog gik arbejdet bedre end ventet. Den ene nabo hjalp den anden og snart var høsten bragt i hus. Høstgilde med dans i forsamlingshuset blev der ikke til. De første budskaber om faldne fra egnen var nemlig kommet og forøgedes for hver uge der gik. Man sagde at sønderjyderne var særlig hårdt med ved fremrykningerne i Belgien og Nordfrankrig, derfor så mange faldne i de første måneder.
Nu var det snar jul, og krigen, som vores gode nabo mente, ville være endt rasede stadig videre. Dødsbudskaberne traf snart her og snart der mens stadig flere mænd blev kaldt under fanerne som man sagde.
Foråret med så tiden var gået, og atter blev der høst. Og alle, såvel gamle som kvinder og børn måtte slide hårdt for at bjerge den. Nu må vi da håbe at krigen har endt før næste høst sagde folk, mens det stadig så mørkere ud. De fleste unge var nu indkaldt, og de ældre fulde efter.
Den 11. november blev far der ikke havde været soldat som ung indkaldt. Han kom til Neumünster, hvor han nu snart 40 år gammel måtte gå den tyske militæruddannelse igennem. Det blev jul og far måtte fejre den på kasernen, medens mor og vi børn sad ene derhjemme. Vi gik nu ind i 1916, og krigen rasede vildere end nogensinde. I byerne begyndte fødemidlerne at blive knappe. Denne mangel forsøgte regeringen at afhjælpe ved at udstede en mængde love og forbud. Korn skulle bruges til brød og gryn og måtte ikke mere fodres op. Svinet er vores fjende skrev man i aviserne, vi måtte på vores ejendom med ca. 45 tønder land holde et svin. Brød, sukker, smør, sæbe og andre nødvendighedsvarer blev fordelt på rationerings kort. Kunstgødning kunne heller ikke fås mere, og da forårsarbejdet på grund af manglende arbejdskraft kun blev mangelfuld udført var det kun en middelmådig høst som kunne ventes. Manglen på arbejdskraft ordnedes nu ved at fordele de krigsfanger der var taget. Det var særligt Russere vi fik tildelt på landejendommen i Bevtoft. Det blev en god hjælp ved det nu begyndende høstarbejde. Kvinder kørte med såvel maskiner som høstvogne.
Hjemme gik det efter forholdene godt. Far var ikke sendt til fronten endnu og det lykkedes ham endog at komme hjem på 3 ugers høstorlov. Far kunne på grund af sygdom, kun gøre garnisonstjeneste kaldet GF i modsætning til KF der betød krigsfähig, (Garnisons duelig og Krigs duelig) og da Tyskland også måtte tænke på fødevareproduktionen, kom der ordre om at ældre landmænd der ikke kunne sendes til fronten på grund af helbredet skulle hjemsendes. Far opfyldte disse betingelser, og kom hjem lige før jul 1916. Nu kunne vi fejre jul, men et par dage senere fik vi meddelelse om at fars søstersøn altså min fætter, var faldet på 4 dagen efter at han var send til vestfronten. Det blev en dæmper i juleglæde for os, men jo særligt for hans forældre hvis ældste søn han var.
Vi gik ind i nytåret 1917, og mere end nogensinde længtes vi efter fred. Men i stedet bredte det rygte sig nu at Danmark også vilde blive inddraget i krigen. Styrket i rygterne blev vi, da der blev flyttet en masse militær til Sønderjylland. Alle fik nu indkvartering. Disse soldater begyndte at bygge en forsvarslinie på en højderyg, som strækker sig tværs over Sønderjylland fra Øst - til Vesterhavet. Der blev bygget beton huler. Bunkers kaldte Tyskerne dem. Mellem disse blev der gravet skyttegrave og trukket pigtrådshegn. Da stillingerne var færdige, blev de besat med kanoner. Ved korsveje og jernbanestationer blev der nu sat vagtposter. Man kunne nu ikke komme fra en landsby til en anden uden "Ausveis" eller pas. Det var meget ubehageligt da det var sydtyske poster der betragtede den danske befolkning som fjender. En slagter kom f.eks. en morgen cyklende ud af Toftlund for at slagte på en gård i nærheden. Ved korsvejen stod en vagtpost der råbte ham an. Da det var lidt ned af en bakke, og slagteren cyklede ret hurtigt, fik han ikke standset omgående. Den hidsige soldat skød, og kuglen gennemborede slagteren ryg. 10 minutter senere var han død.
Dette og lignende tilfælde vakte dyb forbitrelse i befolkningen, men vi måtte jo bøje os for overmagten. Høsten var takket vær krigsfangerne nu fuldendt for denne sommer. Det var den fjerde høst, men fødemidlerne blev stadig knappere. Husker jeg ret lød rationeringsmærkerne på 22 pund brød, 1½ pund smør og 1 pund sukker per måned, men vi kunne jo sagtens på landet og de soldater, "snushaner" kaldte vi dem, der blev send ud for at se om loven blev overholdt og for at revidere kornbeholdningerne var lette at narre. Sultne var de, og et pund smør eller et måltid mad kunne næsten gøre dem blinde. Værre var det for folk i byerne som ikke kunne få mere end loven bød. Man så ofte en kone med et par børn gå fra gård til gård for at bede om lidt brød, gryn eller et par æg. Fødevaretyverier var der også mange af, man slagtede fjerkræ, får og endog ungkreaturer i nattens mørke, og om morgenen fandt landmanden så kun indvoldene af sine dyr.
Julen nærmede sig atter. Det var for fjerde gang under krigen, og endnu så det lige håbløs ud med hensyn til fred. I denne tid kom der endnu et sorgens budskab til Bevtoft. Lærerens søn, en dygtig ung mand, der var nået frem fra menig soldat til flyverløjtnant, var styrtet ned og dræbt på stedet. Hvorledes hans gamle forældre kunne fejre jul efter dette budskab kan man tænke sig.
Efter en trist og fattig jul gik vi så ind i året 1918. I byerne så det frygteligt ud i denne vinter. Brændsel var næsten ikke til at skaffe og fødemidlerne var knappe og dyrere end nogensinde. Sult og kulde i forening bidrog til mange sygdomme, og ældre folk og børn døde i stort antal. Man kaldte en frygtet sygdom for "spansk syge". Den tog mange ofre over hele Europa det sidste krigsår. En kærkommen hjælp i denne nød var de danske fødevarer og klæder der blev fordelt i byerne denne vinter. Men solen stod højere på himlen for hver dag og også denne vinter gik mod foråret. Jeg pløjede en dag på en mark der stødte op til landevejen mellem Bevtoft og Overjersdal vores nærmeste stationsby. Hen imod middag kom en af vores naboer kørende. Han havde hentet sin søn der for 1½ år siden var rejs hjemmefra som en sund og rask ung mand. Jeg ventede ved vejen for at hilse på dem, da han var min skolekammerat, men han var næsten ikke til at kende. Han var blevet såret i benet, og følgerne af dette blev at benet måtte afsættes ca. 5 tommer over knæet. Han havde endnu ikke fået kunstigt ben, og kunne derfor ikke bevæge sig uden fremmedes hjælp. Bleg og afmagret var han også, men trods det var han glad og lykkelig fordi han var nået hjem.
Forårsarbejdet var endt, og den nylagte sæd spirede atter frem for fjerde gang efter krigens udbrud. Nu måtte det da gå mod enden sagde en gammel nabo en dag da krigsnyhederne atter blev drøftet, for nu er der da kun skoledrenge tilbage. Og han spåede sandt, da høsten nærmede sig, var det som om tyskerne blev svagere for hver dag der gik. Alt militær blev sendt fra Sønderjylland til Frankrig. Her kæmpede de amerikanske tropper nu sammen med englænderne og franskmændene og tyskerne begyndte at vige. De lange tyske sejrsberetninger, som aviserne plejede at være fyldte med, blev nu meget korte. Den jernhårde tyske disciplin begyndte at slappes og der var uro og mindre oprør i byerne. Ja man vovede endog at skrive "slagtekvæg til kejser Vilhelm" på de vogne der gik til fronten med forstærkninger.
Og så var det atter høst, Den femte under krigen, og den var kun lille, men endnu mindre blev vores heste og kreaturbesætninger. Alle gode heste og kreaturer var nu afleveret til militærledelsen. Dagene blev atter kortere, og vi beredte os på en frygtelig vinter, men efter at de tyske tropper i oktober og november atter havde lidt et stort nederlag på vestfronten begyndte de at trække sig tilbage. Nu svigtede disciplinen helt og hele hæren på vestfronten opløstes og flygtede nu mod den tyske grænse. Den 11. og 12. november udbrød så revolutionen. Denne mærkede vi dog ikke meget til på landet. Få dage sener begyndte vores soldater at vende hjem. De var i mange tilfælde taget bort fra deres troppeafdelinger i oprørsdagene og nåede nu efter en eventyrlig rejse hjem lige op til jul. Der var glæde men også megen sorg, da de fleste familier havde en eller flere der var blevet offer for det store ragnarok. Nu begyndte en lysere tid, særlig for os Sønderjyder. Nu taltes kun om genforeningen med Danmark og min far har mange gange udtalt at afstemningsdagen den 10. februar 1920 var den største oplevelse i hans liv.
N.B.
På en mindetavle i Bevtoft kirke står navnene på 33 faldne fra sognet.
Ovenstående skrev min bedstefar i 1976 da han blev opfordret til at fortælle om sine erindringer fra første verdenskrig. Beretningen er naturligvis farvet af hvad han senere har hørt og læst, men jeg har gengivet han beretning stort set ordret bortset fra brugen af store bogstaver der jo var noget anderledes på dette tidspunkt.
|
-
|
|
